Leg med bolde

I LEG MED BOLD skal vi gennem forskellige grundspil, øvelser og kampe prøve forskellige boldspil. Det vil både være kendte boldspil som fx håndbold, basketball, fodbold og mindre sportsgrene som fx kegling, spikeball og touch rygby.

Ved at arbejde med de tekniske og taktiske elementer som indgår i de enkelte spil, vil vi udvikle vores individuelle boldevner og derigennem skabe bedre muligheder for at indgå i det sammenspil, der er så vigtigt for at opnå et sjovt og inspirerende holdspil.

Vi vil bestræbe os på, at du får en bredere forståelse af boldspil. Vi vil udfordre, hvordan man får et hold til at fungere bedst. Kan man fx vinde kampe alene og hvordan reagerer du, hvis dine holdkammerater ikke er lige så store konkurrencemennesker som dig?

Vi kommer alle med forskellige forudsætninger for at deltage i de forskellige boldspil, men undervisningen vil blive tilrettelagt, så der på bedst mulig måde bliver skabt plads til udvikling af tekniske kundskaber, taktisk forståelse, samt samarbejde og holdfølelse.

Du vil have mulighed for at påvirke forløbet ved at komme med bud på sjove boldspil, vi skal berøre eller måske har du særlig erfaring inden for et boldspil og ønsker at undervise i det.

Forløbet er tilrettelagt, så der vil være 3-4 undervisningsgange pr. boldspil, som forhåbentligt er nok til, at du får lyst til at prøve mere.

 

I LEG MED BOLD er der plads til alle, uanset om du er rutineret boldspiller eller er helt ny med kuglen. Det eneste det kræver er, at du har lyst til at udforske forskellige boldspil, få sved på panden og grine med dine venner.

Hvornår?

Leg med bolde kan vælges forårets 1. periode og efterårets 2. periode.