“IHS har forandret mit liv. Da jeg startede i ’87, var jeg meget usikker – men nu er jeg blevet mere åben og sikker på mig selv.”
Sådan siger Jytte, der efter 39 år i køkkenet nu går på pension fra Idrætshøjskolen Sønderborg.
Gennem næsten fire årtier har hun været en fast del af hverdagen for generationer af elever og medarbejdere – og hendes historie er samtidig et levende indblik i, hvordan IHS har udviklet sig gennem årene.
IHS blev Jyttes sted
Jytte startede på Idrætshøjskolen Sønderborg tilbage i 1987 som køkkenpige. Dengang så hverdagen på IHS helt anderledes ud end i dag – både i køkkenet og på skolen generelt.
En del af arbejdet indebar blandt andet, at køkkenpersonalet boede på skolen, og for Jytte betød det fire år på K-fløjen, hvor hun hurtigt blev en del af fællesskabet.
”IHS var mit hjem. Vi køkkenpiger boede sammen, festede sammen og lavede mange ting uden for arbejdet også. Fællesskabet var godt.”
Hun knyttede tætte bånd til sine kolleger, og da tiden kom til at flytte fra skolen, besluttede hun ikke flytte tilbage til Esbjerg, hvor Jytte oprindeligt kommer fra.
IHS var blevet hendes sted. Hun valgte at blive boende i Sønderborg og fortsætte sit arbejdsliv på højskolen – en beslutning, der blev begyndelsen på næsten fire årtier på IHS.
“Alt har forandret sig”
Når man har været en del af Idrætshøjskolen Sønderborg i så mange år, kommer man til at opleve mange store forandringer.
“Alt har forandret sig, siden jeg startede. Men den bedste forandring var, da vi begyndte at sidde sammen på tværs. Før var lærere, rengøring og køkken helt opdelt. Nu er vi sammen i pauserne, og det betyder noget.”
Også på skolen generelt har Jytte set store udviklinger – nye faciliteter, nye aktiviteter og en kultur, der hele tiden ændrer sig. Men én ting er ifølge hende forblevet den samme: sammenholdet.
Skiture, John Mogensen-klub og linedance
39 år rummer mange minder. Jytte husker blandt andet tilbage på skiture i Norge med IHS – oplevelser, der bød på både udfordringer og gode grin.
Men det bedste minde stammer fra tiden, hvor hun boede på skolen:
“Vi havde vores egen John Mogensen-klub og havde holdt fest i spisesalen. Vi dansede meget af natten – det glemmer jeg ikke.”
Derudover har IHS’ linedance-kurser haft en helt særlig plads i hendes hjerte. I mere end 10 år var hun en del af fællesskabet omkring kurserne – og relationerne rækker stadig den dag i dag.
“Vi havde et godt forhold til hinanden, og jeg skriver stadig med flere af dem på Wordfeud. Det var bare noget særligt.”
“Sammenholdet gør IHS til noget særligt”
For Jytte har arbejdet på Idrætshøjskolen Sønderborg aldrig kun handlet om mad.
Det har i lige så høj grad handlet om mennesker – og især de mange unge elever, der gennem årene har haft deres hverdag på skolen.
“Det har været dejligt at være på en arbejdsplads med så mange unge mennesker. Jeg så dem meget i hverdagen, da jeg var her fuldtid – og jeg underviste endda eleverne i linedance i flere år. Det syntes de var virkelig sjovt.”
Generationer af elever er kommet og gået, men ifølge Jytte har fællesskabet altid været det samme.
“Det, der gør IHS helt særligt, er sammenholdet. Man har et godt forhold på tværs – både i køkkenet og med alle andre.”
Det var netop det gode arbejdsmiljø og fællesskabet, der fik hende til at blive – selvom hun hverken kendte Sønderborg eller højskolen, da hun startede.
Et farvel til hverdagen – men ikke til IHS
Efter næsten fire årtier er beslutningen om at stoppe ikke kommet let.
“Det har været svært at tage beslutningen. Jeg har trukket den længe, for jeg kommer til at savne alle sammen – alle menneskene her på IHS.”
Men pensionistlivet byder også på nye glæder.
“Jeg glæder mig til at slappe af og få mere tid – blandt andet til at rydde op.”
Og selvom arbejdslivet nu slutter, er det langt fra et farvel til IHS.
“Jeg kommer helt sikkert til at kigge forbi – det har jeg også fået besked på at gøre,” siger hun med et smil.
Tak for 39 fantastiske år, Jytte.
Du vil altid være en del af fællesskabet på IHS!
Vil du selv opleve det fællesskab, som Jytte har været en del af i 39 år? Læs mere om livet på Idrætshøjskolen Sønderborg, og tilmeld dig et af vores lange ophold eller korte kurser her.
Vil du møde flere af menneskerne bag hverdagen på IHS? Læs portrættet om IHS’ forstander her.
Hvad er forskellen på højskole og efterskole?
Mange stiller spørgsmålet: Hvad er forskellen på højskole og efterskole? Det er helt forståeligt, for der er mange ligheder mellem de to...
Idrætshøjskolen Sønderborg tager første spadestik til indendørs beachvolleyhal
Beachvolley forbindes ofte med sommer, sand og sol - men på Idrætshøjskolen Sønderborg (IHS) er ambitionen klar: sporten skal kunne dyrkes året...
Nanna leder IHS med hjertet – og ordentlighed
”Den vigtigste værdi for mig som forstander er ordentlighed. På IHS gør man sig umage over for hinanden. Man stræber efter at være et godt menneske...
Idrætshøjskolen Sønderborg får ny forstander – og åbner dørene for byens borgere
Når Nanna Blankschøn den 1. december tiltræder som forstander på Idrætshøjskolen Sønderborg, bliver hun den første kvindelige forstander i skolens...
Højskole pris – er det virkelig så dyrt, som du tror?
Når man hører ordet højskole, er der mange, der straks tænker: “Det lyder fedt - men det er sikkert dyrt.” Men faktisk er et højskoleophold slet...
Hvilken højskole skal jeg vælge? En guide til dig, der overvejer et højskoleophold
At vælge den rigtige højskole er en stor beslutning. Med over 70 forskellige højskoler i Danmark – hver med deres unikke fag, fællesskab og...
Tidligere IHS-elev vinder et af Europas vildeste Adventure Races
Da Gustav Kircher startede på Idrætshøjskolen Sønderborg i 2020, havde han aldrig hørt om adventure race. I juni 2025 stod han som vinder af et af...
Køkken med holdning – Køkkenhaven spirer på Idrætshøjskolen Sønderborg
Vores idé om et køkken med holdning er blevet endnu mere konkret, efter vi i foråret anlagde en køkkenhave på skolens område. Haven spirer nu med...
Hvad er en højskole? Få indblik i højskolelivet
Højskolen har en særlig plads i den danske kultur. Det er en skoleform uden karakterer og eksamener, men med fokus på personlig udvikling og...









