Fra vildskab til fællesskab: For Daniel blev højskole et vendepunkt

“I starten da vi skulle synge morgensang, kunne jeg slet ikke åbne munden. Jeg kiggede rundt og tænkte: Nej, nej, nej – skal vi det her flere gange om ugen?”

Da Daniel Bonde som 23-årig startede på Idrætshøjskolen Sønderborg, følte han sig malplaceret. Han kom fra et hårdt miljø med stoffer, slåskampe, vilde fester og en rå tone. Jo vildere man var, jo mere populær blev man.

Pludselig stod han på IHS, hvor man sang sammen, talte åbent om følelser og skulle være noget for hinanden. Og samtidig ramte livet hårdt. Hans far blev syg af kræft – og kun 20 dage efter Daniel var startet på højskole, døde han.

Alligevel blev opholdet et vendepunkt.

Et opgør med sit gamle liv

 Daniel havde altid været en del af det samme miljø. De samme venner, den samme omgangstone, den samme måde at være på.

“Min weekend startede om torsdagen – og til festerne var der stoffer på bordene. Det var også sådan noget med at køre rundt på scooter og sparke postkasser i stykker. Hvis man lavede ballade, var man sjov.”

Men noget begyndte at skurre. Han vidste godt, at han ikke kunne fortsætte sådan.

Daniel startede på højskole for at parkere det liv og finde en ny retning. Et nyt miljø. En anden vennegruppe – og måske en kæreste.

Højskole blev et vendepunkt for Daniel Bonde

“Jeg følte, de ikke kunne rumme mig” 

Overgangen var svær, da han startede på højskole. Han følte sig anderledes end de andre.

”Jeg følte, at de andre ikke kunne rumme mig – måske på grund af mit udseende og det, jeg kom fra. Jeg havde mange tatoveringer og så måske lidt hård ud. Men jeg var jo ikke hård indeni.”

Det nære fællesskab var også svært.

“Det der med at ligge i en bunke sammen, det kunne jeg bare ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne springe ind i midten, men jeg satte mig ved siden af – lidt for mig selv.”

Samtidig bar han på en sorg, han ikke viste udadtil.

Om natten græd han.

“Jeg har fået fortalt bagefter, at jeg lå og hulkede om natten – uden jeg selv var klar over det. Men om dagen parkerede jeg alt det med min far. Jeg var ikke klar til at konfrontere det.”

Vendepunktet

Langsomt begyndte noget at ændre sig, og han trivedes i hverdagen. Han søgte ind som fortsætterelev, hvor han fik ansvar for at skabe et godt fællesskab for de nye elever.

“Jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne tage ansvar. Det havde jeg aldrig prøvet før.”

Lærerne så et lys i ham, og det ændrede ham. Han begyndte at tage initiativ og være en del af fællesskabet uden at spille en rolle.

“Jeg fandt ud af, at der er mange måder at være på – og jeg kunne godt være på min.”

Under sit andet ophold som fortsætterelev begyndte han også at fortælle om sin far. Han kunne mærke, at hans egen åbenhed fik de nye elever til at åbne sig.

At overgive sig til fællesskabet

Det, der først føltes forkert, blev med tiden naturligt for Daniel.

“I starten kunne jeg sidde og krumme tæer, når folk stillede sig op foran andre. I dag er jeg den, der klapper højest.”

Og det samme gjaldt den fysiske nærhed.

“Da jeg startede på højskole, var jeg jo stiv som et bræt, når folk kom og gav dybe krammere. Nu elsker jeg det.”

Højskole præger stadig Daniels liv

I dag synger Daniel ‘Linedanser’ for sine børn hver aften – en sang, han aldrig havde hørt før højskolen. Han elsker at danse, synge og være sig selv, også foran andre.

“Hvis nogen griner af mig, er det bare positivt. Jeg hviler i mig selv. Højskolen har lært mig at kigge andre i øjnene og hvile i mig selv samtidig. Før flakkede mine øjne rundt.”

Han er blevet mere åben. Mere nærværende.

“Jeg vil hellere være den, der synger for højt end for lavt. Jeg vil hellere være den, der danser for meget end for lidt.”

Højskoleopholdet blev ikke det, han troede. Han blev ikke meget bedre til idræt. Han fik ikke den nye vennegruppe, han havde forestillet sig, og han fik heller ikke en kæreste.

Han fik noget andet – og vigtigere: ro i sig selv.

Da Daniel flyttede tilbage til det område, han kom fra, var han stadig i sin gamle vennegruppe, men på sine egne præmisser.

“Der er få gange i livet, hvor man bliver skubbet i en helt anden retning. Højskolen var sådan et tidspunkt for mig.”