Idrætshøjskolen Sønderborg har lanceret Køkken med Holdning for at vise, at sund fornuft, god smag og grøn omtanke hænger sammen. Vi tager bevidste valg om at:

  • Handle lokalt
  • Sætte dyrevelfærd først
  • Dyrke sæsonens råvarer
  • Vælge klimavenlige alternativer
  • Involvere eleverne i værdierne

For køkkenet på Idrætshøjskolen Sønderborg er mad mere end brændstof. Det er et køkken med holdning – hvor vi prioriterer dyrevelfærd, bæredygtighed og lokalt samarbejde. Vores elever bliver involveret i værdierne, når de kommer med ud og besøger gårdene, ser hvor råvarerne bliver dyrket og dyrene opdrættet, og er med tilbage i køkkenet, hvor de hjælper med at tilberede maden.

Vi bestræber os på at integrere bæredygtig madlavning i vores køkken. Her bruger vi lokalt producerede råvarer, sæsonbestemte grøntsager og klimavenlige alternativer bidrager til både god smag og en mere ansvarlig madkultur. Selvom det ikke er muligt, at al vores mad er lokalt produceret eller bæredygtig, arbejder vi målrettet på at inkludere bevidste valg i vores madlavning.

Køkken med holdning på tur – mød vores lokale samarbejdspartnere

Bæredygtig mad starter med gode råvarer fra dygtige lokale producenter og landmænd, der dyrker og opdrætter med omtanke. Nogle af dem samarbejder vi med på IHS – og dem har vi været på besøg hos.

Kom med på tur og læs mere om samarbejdet!

Idrætshøjskolen Sønderborgs Køkken med holdning på tur hos lokale samarbejdspartnere

Tandsgård – økologisk landbrug, der bygger bro

Tandsgård summer det af historie. Her står Asbjørn – 7. generation på slægtsgården – i spidsen for et landbrug, der balancerer mellem tradition og fornyelse. I 2018 omlagde han gården, så griseproduktionen i dag bliver drevet økologisk. Herfra får IHS’ Køkken med Holdning leveret grisekød og bælgfrugter, der er produceret med omtanke.

Selvom beslutningen om at omlægge til økologi ikke udsprang af grøn idealisme alene, er økologien siden vokset på Asbjørn. For ham handler økologi om mere end fravalget af kemi; det skaber også en nærhed mellem producent og forbruger. “Når grisene kan gå frit ude året rundt, er det let for besøgende at kigge forbi og opleve dyrenes trivsel på helt tæt hold.”

Nærheden er en del af kernen i samarbejdet mellem Tandsgård og Idrætshøjskolen Sønderborgs Køkken med holdning. Når IHS-eleverne kommer på besøg hos ham og får indsigt i produktionen, håber han, at eleverne kommer hjem med en klarere fornemmelse af, hvor tæt produktionen af maden faktisk er knyttet til os:

“Det lokale samarbejde er meget vigtigt for mig. I dag er landmænd ikke så tætte på forbrugerne, som de var i gamle dage. Det skaber desværre en stor uvidenhed,” fortæller Asbjørn. 

Når unge kommer ud og ser, hvordan processerne foregår, og taler med ham om, hvilke problematikker han som landmand står overfor, bidrager det til en større forståelse mellem forbruger og producent, fortæller han:

“Det giver et bedre billede af, hvor maden de spiser kommer fra – et andet billede end det, de måske ser i medierne.”

Køkken med holdning: Landmand Asbjørn Kaad foran sin økologiske grisestald

Lysabild Håndværk – økologisk mikrolandbrug med mening

Da Benjamin Reigardt i 2007 købte et gammelt landsted på Als, var det ikke så meget et karriereskifte som et værdisæt, der tog fysisk form. Han er uddannet snedker og pædagog, men har altid drømt om et sted, hvor han selv kunne dyrke sine grøntsager og holde sine egne dyr. Det handlede om smag, gennemsigtighed og en skepsis over for den globale fødevarekædes lange transportveje.

“Jeg mener, vi skal tilbage til igen at have en vis grundforsyning i vores nærområde – i stedet for at stole på, at de har det, vi har brug for, 500 kilometer længere sydpå.”

Benjamin dyrker efter økologiske principper, fordi det falder ham helt naturligt: “Jeg vil ikke modsætte mig noget i naturen – jeg vil sørge for, at naturen og mine afgrøder kan med hinanden.” Jordens egne mikroorganismer og biodiversitet er stærk nok i sig selv til at klare de plager, der kan komme ind i mellem, fortæller han: “Naturen klarer sig bedst, hvis vi lader være med at pille for meget ved den.”

Forskellen kan smages. Når Idræthøjskolen Sønderborgs Køkken med holdning får leveret råvarer herfra, er det tydeligt, at råvarerne har rødder i Benjamins filosofi.

Men projektet er også politisk. De seneste års prisstigninger og forsyningskriser bekræfter behovet for lokal robusthed, mener han:

“Som verden ser ud, synes jeg det er vigtigt og fedt, når lokale skoler og institutioner tør omprioritere og på den måde styrke den lokale grundforsyning,” siger han. 

En del af samarbejdet med Køkken med holdning handler også om at inspirere næste generation. Når elever fra IHS besøger Benjamins mikrolandbrug, håber han, at de kommer i kontakt med værdier og viden fra vores kulturarv: glæden ved at dyrke sin egen mad.

“Det er værdier, der er gået i glemmebogen,” konstaterer Benjamin. “Jeg vil gerne kunne skabe et frirum, hvor unge opdager, at arbejdet i marken også kan være meditation – et nødvendigt åndehul.”

Benjamin Reigardt driver et mikrolandbrug, der leverer grøntsager til IHS' køkken med holdning.

Hestehavegård – frugtavl med rødder og hjerte

Hestehavegård er en familieejet frugtplantage, der er gået i arv gennem flere generationer. Her går stålfasthed og kærlighed til rene råvarer hånd i hånd. Henrik Petersen har siden 2002 videreført arven med det mål for øje at dyrke frugt af høj kvalitet og god smag.

Hestehavegård leverer blandt andet æbler, pærer og most til Idrætshøjskolen Sønderborgs Køkken med Holdning. 

Selvom det uforudsigelige vejr skaber problemer, og de udenlandske priser presser markedet, holder Henrik fast. For ham handler arbejdet om mere end salgstal. Han er drevet af at dyrke rene, lokale varer med god samvittighed. Det er vigtigt for ham at behandle frugterne så lidt som muligt – for vores alles ve og vel: “Jeg kigger mine kunder i øjnene, og derfor er det afgørende for mig, at jeg kan stå inde for, at frugterne, jeg sælger, er rene.”

For Henrik betyder det meget, når lokale skoler, institutioner og virksomheder vælger at støtte de nærmeste marker frem for det fjerne supermarked. Det betyder, at det lokale samarbejde forplanter sig. “Det er guld værd,” siger han. “For når de lokale institutioner bakker hinanden op, styrker vi også lokalsamfundet her på Als.”

Og videreførelsen af arv og værdier stopper ikke hos ham: Når Henrik en dag lægger beskærersaksen fra sig, står hans datter klar til at føre Hestehavegård videre ind i næste generation.

Henrik fra Hestehavegård foran æbletræer – leverandør til Køkken med Holdning

Bliv klogere på IHS’ Køkken med holdning

Vil du vide mere om IHS’ Køkken med holdning? På vores hjemmeside kan du dykke ned i vores værdier og den bæredygtige tilgang, der ligger bag.

Vi samarbejder med flere lokale madproducenter: Vi får kyllingekød fra Hopballe Mølle, bondegårdsis fra Frydendal Ismejeri og stenkværnet mel Skærtoft Mølle. Følg med, når vi løbende deler mere om vores samarbejder, nyheder og små glimt fra hverdagen i køkkenet på Instagram, Facebook og TikTok.

 

Book en rundvisning