Inden MMA-kæmperen Nicolas Dalby startede på Idrætshøjskolen Sønderborg, følte han sig som en outsider. Han var 19 år, retningsløs og gik på produktionshøjskole i Sønderborg med unge, der alle havde svært ved at finde deres vej i livet. Derhjemme følte han sig følelsesmæssigt alene. Han stod på egen hånd.

Da han fik chancen for at komme i praktik som elev på IHS, oplevede han for første gang et fællesskab, der ændrede hans selvopfattelse.

”Pludselig var jeg ikke længere en særling på en dårlig måde. Det, jeg kom med, var ikke længere så mærkeligt.”

”IHS blev min redningskrans i en usikker periode”

Eleverne fra hans hold kom fra mange forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Han blev præsenteret for en mangfoldighed, han ikke havde oplevet før. Det var et miljø, hvor han turde være sig selv, og hvor han oplevede en følelsesmæssig støtte, der blev afgørende for ham.

”At starte på IHS og være en del af det fællesskab føltes som et emotionelt sikkerhedsnet for mig. Det blev min redningskrans i en usikker periode.”

Da praktikperioden sluttede, skabte Nicolas aktivt en mulighed for at blive på skolen. Han var trådt ind i en IHS-boble, hvor han bare kunne eksistere som den, han var, og give slip på alt andet – og den boble var han ikke klar til at træde ud af.

”Alle aspekter af højskolelivet var fede – både det sportslige og det sociale. Men måske fyldte det følelsesmæssige aspekt mere for mig end for mange af de andre elever. Jeg fik noget udfyldt i mig, som jeg ikke kunne få andre steder i mit liv.”

Nicolas Dalby underviser i MMA på Idrætshøjskolen Sønderborg.

Mobning blev katalysator for vejen til kampsporten

Selvom det meste i Nicolas’ liv var usikkert, inden han startede på IHS, var én ting helt sikker: Hans dedikation til kampsport.

Han havde dyrket karate i fem år forinden, og det var ikke tilfældigt, at han kastede sig over lige dén sportsgren.

I folkeskolen blev han udsat for mobning, og i 10. klasse fik mobningen fysisk karakter.

”Det blev katalysatoren for, at jeg kom i gang med at udøve kampsport. Jeg ville gerne lære at forsvare mig selv og at kunne komme væk fra situationer, hvis der opstod noget i skolen.”

Kampsportsudøverne Bruce Lee og Jackie Chan kunne finde ud af at forsvare sig selv, kunne han se på VHS-båndene i stuen derhjemme. Det var den vej, han skulle gå.

Den professionelle MMA-kæmper Nicolas Dalby fortæller om sin tid på IHS

Da Nicolas startede til karate i Sønderborg, ændrede noget sig for ham. Han havde altid været god til at presse sig selv fysisk i sportsgrene, men når det kom til konkurrencer, hvor han blev sat i spotlightet, faldt han fra.

”Jeg spillede badminton i nogle år inden karate, og hver gang jeg stillede op til stævner, tabte jeg. Selvom jeg var god til træningen, var jeg ikke god til at blive sat i spotlightet. Jeg havde svært ved at styre mit fokus. Mit sind var alt for anspændt.”

Nicolas viede al sin tid og energi til karate, og det gav resultater. Trænerne lagde mærke til hans talent, og hurtigt blev han sat på karatekampholdet. Allerede efter tre måneders træning kom han til sin allerførste kamp, hvor han vandt en tredjeplads.

Selvom han altid havde haft svært ved konkurrencer, skete der altså noget helt andet, da han trådte ind i dojoen. Det var første gang, han følte, han var rigtig god til noget.

Efter den vilde placering til Nicolas’ første karateturnering stoppede mobningen i skolen.

”Jeg ved ikke, om jeg ændrede min kropsholdning, min udstråling, eller om rygtet gik – men det vigtige var bare, at mobningen stoppede.”

Missionen var lykkedes. De næste fem år levede og åndede Nicolas for karate.

 

 

Struktur og fællesskab gav ro

Faste rammer, struktur og fællesskab. Det giver en ro, der er rar at være i. Det oplevede Nicolas, da han viede al sin tid til kampsport.

”Til karate kom jeg ind i et socialt fællesskab, som var vigtigt for mig. Jeg har ikke særlig tætte familierelationer. Det var nok også en af grundene til, at jeg kastede mig over karate.”

Nicolas kom fra en familie uden tætte relationer – og et hjem uden faste rammer. Netop derfor blev karate så tiltrækkende.

”Karatemiljøet var en modsætning til mit eget hjem, for japansk kampsport er superdisciplineret og struktureret. Der er for eksempel helt specifikke ting, man skal sige, når man går ind i dojoen og ud igen.”

Disciplin og klare regler blev fundamentet for Nicolas’ udvikling. Da han senere kom til Idrætshøjskolen Sønderborg, oplevede han, at den samme kombination eksisterede i højskolens univers.

”De faste rammer, der var, når jeg trænede kampsport, oplevede jeg pludselig i en anden kontekst på IHS. Jeg fandt ud af, at det også kunne definere en livsmåde. Det var med til at gøre mig bevidst om, hvilken livsmåde der er god for mig.”

I dag er Nicolas Dalby en succesfuld professionel MMA-kæmper i UFC, og værdierne fra kampsporten og tiden på Idrætshøjskolen Sønderborg præger stadig hans tilgang til sin karriere.

”Den struktur og det fællesskab, jeg fik på IHS, har hjulpet mig med at definere min vej som MMA-kæmper. Det er værdier, jeg stadig lever efter i dag.”

Efter mange års erfaring og succes i kampsportens verden har Nicolas gjort sig klare refleksioner om at jagte drømmen, som han gerne giver videre:

”Mit bedste råd er at afklare dig med worst case scenario. Hvis du kan acceptere dét, så er det bare at jagte drømmen. For hvis det værste sker, er du allerede forberedt på det. Hvis man har en følelse af gerne at ville jagte det, der giver mening for én, så er det bare afsted.”

Ungeløftet

Unge mellem 16 og 29 år uden ungdomsuddannelse og arbejde kan søge økonomisk støtte til højskoleophold. Aftalen skal hjælpe unge uden uddannelse eller arbejde ind på arbejdsmarkedet gennem blandt andet højskolekurser. Læs mere om Ungeløftet og kriterierne for at søge det.

Book en rundvisning