Når Nanna Blankschøn den 1. december tiltræder som forstander på Idrætshøjskolen Sønderborg, bliver hun den første kvindelige forstander i skolens snart 75-årige historie.
Hun har en lang historik som højskolelærer og senere som pædagogisk leder. Gennem mange år har hun været optaget af at skabe gode rammer og udvikling for de mange elever og kursister, der forhåbentlig er rejst fra IHS berigede – styrket af nye erfaringer, oplevelser og det fællesskab, som betyder så meget for Nanna.
Hun kommer med en tydelig vision: at styrke højskolens rolle som en åben og samlende del af Sønderborg.
“Jeg ønsker, at Idrætshøjskolen Sønderborg skal være et sted, hvor man mærker fællesskabet – også som borger i Sønderborg. Højskolestemningen skal ikke kun være for eleverne, der bor her, men også for alle dem, der har lyst til at kigge indenfor, synge med eller blive inspireret,” siger Nanna Blankschøn.
Et nyt kapitel for højskolen
Med Nanna Blankschøn i spidsen tager Idrætshøjskolen Sønderborg hul på et nyt kapitel, hvor skolens værdier rækker ud over skolens mure og ind i lokalsamfundet. Højskolen vil i de kommende måneder invitere byens borgere indenfor til en række arrangementer, der viser, hvordan idræt, fællesskab og dannelse går hånd i hånd.
Blandt de næste initiativer er en padel-showkamp og talk om vindermentalitet med topatleterne Emil Jacobsen og Lukas Jørgensen den 6. november, samt en stor fællessangsaften med Rasmus Skov Borring den 27. november.
For første gang afholder IHS i år et hyggeligt julemarked på skolen den 12. december og gentager den stemningsfulde julekoncert i Christianskirken den 17. december.
“Vi vil være byens højskole – et sted, hvor man kan mødes, blive klogere og opleve et fællesskab omkring skolens værdier på tværs af alder og interesser,” fortæller Nanna Blankschøn.
Støtte fra bestyrelsen
Bestyrelsesmedlem Jane Ewers glæder sig til samarbejdet: “Det er en stor glæde at kunne sige velkommen til Nanna Blankschøn nu som forstander. Hun er et udpræget højskolemenneske. Hun er optaget af at udvikle højskolen, så den på alle måder er fit for fight, i takt med tiden og at højskolen tør udfordre og omfavne den enkelte og fællesskabet. Vi ønsker Nanna og IHS god vind i sejlene. En meget engageret kaptajn er gået ombord,” siger Jane Ewers.
IHS inviterer nuværende og tidligere kollegaer, medlemmer af elevforeningen og skolekredsen, samt venner af huset til reception for den nye forstander torsdag den 4. december.
