Hvordan ser en helt almindelig dag på højskole egentlig ud?

En typisk dag på højskole består af masser af idræt, undervisning, fællessang og tid sammen med de andre elever. På Idrætshøjskolen Sønderborg begynder dagen altid med morgenmad og morgensamling, inden dagens program går i gang - og når sidste time er slut, fortsætter højskolelivet.

Der er sjældent to dage på IHS, der er helt ens. Og fordi eleverne i høj grad sammensætter deres eget skema, kan deres dag se meget anderledes ud end deres roomies.

Men hvordan ser en typisk dag ud? Følg Sophie og Jonas gennem en dag på IHS i videoen herunder - eller læs med på denne side, når vi tager dig gennem højskolelivet fra morgen til aften.

Morgen på højskole

07.00 - en frisk start på dagen

Er du typen, der gerne vil starte dagen med et hop i havet? Fra IHS er der kun omkring 100 meter til vandet, så nogle elever begynder morgenen med en dukkert.

Ellers starter dagen i spisesalen, hvor morgenmaden venter, inden dagens program går i gang.

08.00 - Morgensamling 

Efter morgenmaden mødes hele skolen til morgensamling.

Her er der altid fællessang og forskellige indslag. Det kan være en lærer eller elev, der fortæller om noget personligt, aktuelt, tankevækkende eller bare noget, de synes, resten af skolen skal høre om.

Det er et af de tidspunkter på dagen, hvor hele skolen er samlet.

8.35 - Fællesidræt, nyhedstime og interessefag

Efter morgensamlingen ser programmet forskelligt ud alt efter ugedag. Nogle morgener står der fællesidræt på skemaet, hvor hele skolen kommer i bevægelse sammen. Andre dage er der nyhedstime, hvor vi tager aktuelle emner op og retter blikket mod det, der sker uden for højskolen.

Der kan også stå interessefag på programmet, hvor du fordyber dig i noget, du selv har valgt ud fra dine interesser.

Nogle formiddage bliver mere personlige. I livsfortælling tager eleverne udgangspunkt i deres egne historier og deler oplevelser, mennesker og perioder i livet, som har været med til at forme dem. Samtidig lytter du til de andres fortællinger og får måske også nye perspektiver på dit eget liv.

En dag på højskole - morgenbadning på Idrætshøjskolen Sønderborg

10.00 - Fællesskab, foredrag og almene fag

Efter morgenens fælles program fortsætter formiddagen.

Der kan blandt andet stå almene fag, kontaktgruppemøde, skolemøde, rengøring eller foredrag på programmet. Foredragene kan være med gæster udefra, men det kan også være elever, der deler noget, de brænder for eller gerne vil gøre resten af skolen klogere på.

Nogle gange er hele skolen samlet, andre gange er du sammen med din kontaktgruppe eller fordybet i et fag. Og når der står rengøring på programmet, hjælper eleverne i deres kontaktgrupper med at holde skolens fællesområder.

Netop fordi dagene og fagene varierer, kan din hverdag på højskolen se meget anderledes ud end din roomies.

12.00 - Frokost 

Når formiddagens program er slut, mødes vi i spisesalen til frokost.

Her tager du, hvad du har lyst til fra buffeten - og når solen skinner (som den ofte gør i Sønderborg), kan du tage frokosten med ud på terrassen.

Så er der tid til en lille pause, inden eftermiddagens undervisning begynder.

Vi mødes hver mogen til morgensamling på Idrætshøjskolen Sønderborg

Eftermiddag på højskole

13.30 - Idrætsfag og nye udfordringer

Efter frokost skifter man til idrætstøj, for nu går specialeidrætsfagene og idrætsfagene i gang.

Det er her, du virkelig kan mærke, at du går på en idrætshøjskole.

Der bliver trænet, spillet, klatret, løbet, svømmet og meget mere rundt omkring på skolen. Hvad der fylder din eftermiddag, afhænger af de fag, du har valgt.

Og du behøver ikke være god til en bestemt idræt på forhånd. Højskolen er også et sted, hvor du kan prøve noget helt nyt, udfordre dig selv og måske opdage en interesse, du ikke vidste, du havde.

Det gjorde både Mathæus, der fandt beachvolley på IHS, og Gustav, der prøvede kræfter med adventure race - sportsgrene, som de begge stadig dyrker i dag.

Vil du opleve stemningen på IHS selv? Så kan du booke en rundvisning herunder. 

Aften på højskole

 

17.45 - Aftensmad i spisesalen

Her mødes vi igen i spisesalen, hvor der bliver serveret lækker aftensmad.

Eleverne samles omkring bordene efter dagens undervisning og aktiviteter, inden aftenen fortsætter - og hvad der skal ske bagefter, afhænger af dagen.

19.00 - Fællesaften eller fri aften

To gange i måneden har vi fællesaften, som typisk begynder kl. 19. Her samles eleverne om forskellige aktiviteter, arrangementer eller oplevelser. Det kan være alt fra koncerter og SønderjyskE fodboldkamp til gangdyst eller noget helt andet, der er på programmet den pågældende aften.

Andre aftener er der ikke noget fast på programmet.

Når du bor sammen med mere end 150 andre unge, er der næsten altid nogen, der har nogenlunde samme energiniveau som dig. Nogle vil træne, mens andre vil hygge. Nogle vil i byen, mens andre bare vil ligge i gangkøkkenets sofa og snakke om dagen.

Der er også plads til at trække sig tilbage, få lidt tid for sig selv eller ringe hjem.

Det er alt sammen en del af hverdagen på højskole. Er du interesseret i at starte på højskole? Se vores ophold herunder.

Book en rundvisning