Friluftsliv

I faget ’Friluftsliv’ kommer du først og fremmest til at være udenfor i naturen og her har du bestemt en fordel, som elev på IHS, der med sin smukke beliggenhed, indbyder til udendørs aktiviteter.
Vi vil arbejde med forskellige teknikker, der kan være nyttige at kende til såsom båltænding, opbyggelse af primitiv overnatningsplads, madlavning over bål og turplanlægning.

Du skal vælge faget hvis du vil med udenfor og lære nye friluftsfærdigheder eller måske bygge ovenpå det, du allerede kan. Du kommer til at være ude i al slags vejr, derfor er den eneste forudsætning, at du har lyst til at være ude.

Vi savner noget! Det er anstrengende at være menneske i det moderne samfund, og vi snubler paradoksalt nok i flæng over alle livets muligheder, når vi får stress over uddannelsesvalg og jobmuligheder. Vi længes efter noget der er større end os – noget der er urokkeligt og ikke går op i, hvad vi tænker og synes. Måske findes svaret i naturen? Regnen falder jo om vi vil det eller ej, og kan vi ikke tænde op i det våde bål, så får vi ingen aftensmad.

Så dette fag er både for dig der allerede finder glæde i naturen – og for dig der er nysgerrig på hvilke muligheder den byder på, fordi du altid har boet på 5. sal i storbyen.

Hvornår?

Friluftsliv kan vælges forårets 2. periode og efterårets 1. periode.