IHS tager til Afrika den 2. -19. januar 2012

Herunder kan du læse en beretning fra turen i 2009. Der venter dig et hav af oplevelser. Har du yderligere spørgsmål så kontakt skolen på tel. 7442 1848 eller mail admin@ihs.dk.

IHS i Afrika 2009: Aber, akrobatik og afrikansk tålmodighed

Beretning af elever der har været med på turen:

Da vi i efteråret en efter en tilmeldte os turen til Zanzibar og Tanzania i januar, var det vist de færreste af os der vidste, hvor meget vi egentlig ville komme til at opleve på de 3 uger.

Hvis man spørger en hvilken som helst af de personer, der var med på turen, hvordan det var, vil man få et svar i stil med: ”Det var en helt fantastisk tur! Gruppen fungerede rigtig godt, og jeg har fået nogle livsvarige minder og oplevelser for livet…” Og det er også fint nok, men det giver jo ikke et særlig detaljeret indblik i, hvad det egentlig var vi foretog os i ”de mørkebrunes/de andres/negernes/de sortes lande”; ja kært barn har mange navne, for vi var bange for, at de forstod ”sort” ligeså vel som vi forstod det, når der på 100 meters afstand blev råbt ”Mzungu!” (hvid mand, europæer)

Når man spørger folk fra turen, hvad der var den fedeste oplevelse, vil man aldrig få et entydigt svar. Dels fordi det er en subjektiv vurdering, og dels fordi det virkelig er svært – ja vel nærmest umuligt - at sætte fingeren på noget bestemt efter 3 uger spækket med oplevelser. Desuden behøver det, der har printet sig tydeligst fast på nethinden ikke være noget programlagt, men måske blot sanseindtryk når vi kørte af sted eller bevægede os gennem markederne. For eksempel var trafikken noget af et samtaleemne i starten, da vi først blev hentet i en dalla dalla, som minder om en studentervogn med taskerne på taget, og dernæst erfarede at trafikreglerne i Afrika ikke er, hvad de er i Danmark. De bruger ikke sikkerhedsseler, og max. antal passagerer er når der ikke kan proppes flere ind; der er sjældent hastighedsbegrænsninger, og er der noget på vejen, bruger man bare hornet og holder farten – god køretur! 

Under hele turen var vi ledsaget af vores afrikanske ’guider’, hvilket var en helt unik mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, der dukker op i mødet med en fremmed kultur. Og det gjaldt såmænd begge veje, specielt omkring kærlighedsforhold, idet det for dem er normalt at have flere koner. Desuden kom der et godt grin ud af det, da afrikanerne fandt ud af, at vi til tider inseminerer kvinder på samme måde, som de gør med køer.

På trods af vores tætte kontakt med de lokale skal der dog ikke lægges skjul på, at vi fik bevæget os godt og grundigt gennem turistparadiset med alt hvad der dertil hører af snorkling, masai-dans, spice-tour, safari, delfinsvømning, seafood feast og meget mere, og der er da nogle ting, der har sat sine tydelige spor i erindringen…

 … Snorkling ved Blue Lagoon hvor vandet var fuldstændig turkisblåt – næsten mere end i reklamerne. Under overfladen gemte der sig et smukt rev med alverdens fisk, blandt andet alle de fisk fra ”Find Nemo”, som man kunne tænke sig at møde på tæt hold…

… Udsejlingen i små træbåde i solopgang, hvor vi efter en times sejlads kunne kaste os i vandet og svømme om kap med delfinerne eller blot svømme over dem og lytte til deres skrigen under vandet.

… Sejlturen fra Nungwi på Zanzibars nordspids, for at komme til et meget eftertragtet koralrev, hvor 13 ud af 21 undervejs måtte overgive sig til søsygen, fordi tidevandet var lavt, så vi måtte sejle i bølger så store at man til tider overvejede, om vi ville nå frem. Til gengæld var revet et syn for guder med dets kæmpe fiskestimer, bunker af søpindsvin, og ligeså snart man hoppede i de blå bølger, var der zebrafisk overalt omkring én.

… Fodboldkampene mod de ansatte på Zanzibar Adventure School som – efter køerne var blevet fjernet fra banen - blev spillet i stegende sol på en bane af sand og med masaier, resten af gruppen og en abe som tilskuere. 

… Spice-touren hvor Mr. Spice himself ledte os gennem et sandt orgie af krydderier – hvem vidste for eksempel hvordan vanille og muskatnød groede før denne tur? Og fra denne tur må ej forglemmes Mr. Butterfly, som på rekordtid besteg en palme som en anden abe, mens han sang i vilden sky, lavede akrobatkunstner, og skar kokosnødder ned fra palmens top. I denne disciplin måtte vi se os stærkt underlegne, selvom flere af drengene prøvede kræfter med det.

… Afskedsmiddagen på højskolen hvor kokkene havde lavet det største grill-fiskebord vi danskere nogensinde havde set. Grillen bugnede af gigantiske rejer, torskebøffer, krabbekløer på størrelse med menneskehænder, jomfruhummere og blæksprutter – uhm! Alt sammen tilberedt i et køkken, hvor vi måske kunne have tilberedt et beskedent måltid til 5 personer.

… Turen op i Usambara Mountains – rigtig langt op! Hvor vi undervejs måtte tage vores afrikanske tålmodighed i brug, da vores 6 timers køretur pludselig var blevet 10 timer. Men Father Josephs velkomst ved vores ankomst til klosteret: ”I hope you travelled long. You’re almost welcome”, gav smil på læben over hele linjen. På de to dage i nonneklosteret fik vi vandret lidt i bjergene, oplevet at det også regner i Afrika, set at det er smart at kunne bære sine skolebøger på hovedet, og fik 30 blommer for 2,50kr.

… På en vandretur i bjergene kom vi næsten uventet til et udsigtspunkt, der mest af alt mindede om Kongeklippen (Løvernes Konge), hvor det føltes som om man kunne se til verdens ende, og hvor man nærmest mavede sig hen til kanten af klippen, fordi det for enden gik stejlere end lodret ned i afgrunden.

… Da vi efter en køretur, som i bedste afrikanske stil var sat til at tage 6-11 timer, ankom til en campingplads med udsigt over nationalparken Lake Manyara, hvor der blev spottet de første giraffer. Herfra begyndte vi at dreje vores døgn til at stå rigtig tidligt op, så vi kunne stå op med dyrene, når vi i 5 safari-biler skulle begive os ind i det famøse Ngorongoro krater. Da de første zebraer kom til syne i skyggen af et træ, var det frem med kameraerne – hvad hvis det var de eneste vi så? Vi måtte dog senere erkende, at zebraer på den afstand ikke ligefrem var et særsyn i dette miljø. Det er ikke for sjov når guiderne kalder det for et ’konservat’, fordi der lever så mange forskellige dyr side om side ”i livets store kredsløb”. Ud over turister med kæmpe kameralinser, safarihatte og vind i håret fik vi set antiloper, gazeller, sjakaler, strudse, flodheste, zebraer og gnuer (som holder sammen, fordi deres sanser supplerer hinanden godt) aber, elefanter, næsehorn, hyæner, vortesvin, bøfler, løver, gribbe, ørne og et hav af farvestrålende fugle; nogle fik endda en leopard og løvers bøffeljagt oveni købet.

… Besøget i det traditionsfyldte masai-samfund efter to dage med hovedet op af toppen på safari-bilerne. For en kort stund troede vi, at vi skulle besøge ”www.masaivillage.com”, men vi kørte nærmest en time længere ud i ødemarken, til der ikke engang var hjulspor – og der lå landsbyen. En masai-landsby er egentlig bare én stor familie, i dette tilfælde en mand med 7 koner og 46 børn, der lever med fluer i hele ansigtet i hytter muret op af frisk ko-lort og med strå som tag. Man er splittet mellem fascination og undren over, hvordan der i dag kan være et samfund, som med danske øjne er så langt tilbage – men som jo klarer sig ganske udmærket! De lever af mælk og kød fra dyrene, og intet skal gå til spilde, så blodet bliver drukket og indvoldene spist rå.

… De vilde dyr i skæret fra solopgangen over Kilimanjaro var en perfekt afslutning på en rejse for livet.

Del siden på facebook