Hjem /
Ugekurser
/ Aktuelle kurser
/

Idrætshøjskolen tilbyder ugekurser året rundt
Sportsweek for hele familien (25. - 31. juli 2010) FULDTEGNET
Seks forrygende dage for hele familien.
Oplevelser med leg og idræt til lands og til vands, i et intenst højskolemiljø.
Kurset er tilrettelagt, så der er spændende aktiviteter både for børn, forældre og bedsteforældre.
De naturskønne omgivelser med strand, skov og de mange faciliteter på højskolen giver fantasien frit spil, og i denne uge danner Idrætshøjskolen rammen for bevægelse, leg og glæde.
Idræt
I denne uge er der mulighed for fordybelse i en idræt, som du måske længe har drømt om at afprøve eller gerne vil blive bedre til. I år kan du som voksen vælge én af følgende idrætter:
- Tennis
- Beachvolley
- Vild med dans
- Adventure
- Windsurfing
- Let motion
Se mere om de enkelte idrætsfag længere nede på siden. Udover idræt skal de voksne vælge et valgfag som f.eks. massage, musik, kommunikation, billedkunst eller drama. Dette fag vælges på ankomstdagen efter en kort præsentation.
I løbet af ugen vil der desuden være et foredrag for de voksne.
Børneaktiviteter
foregår i fem aldersinddelte grupper, mens de voksne har idræt og valgfag.
Afhængigt af alder laver børnene f.eks. forskellige idrætsaktiviteter, lege, musik, boldspil, svømning og friluftsliv.
Teenagerne bliver udsat for forskellige udfordringer og oplevelser såsom f.eks. windsurfing, mountainbike, aerobics, tømmerflåde-bygning, beachvolley, kano/kajak, boldspil, svømmehal, stomp, parkour og klatring.
I løbet af ugen vil der være fællesarrangementer for både børn, teeangere og voksne.
Praktiske oplysninger
Pris
Voksne: Kr. 3.600
Børn, 4-12 år: Kr. 2.600
Teenagere (fra 13 år): Kr. 2.600
Prisen inkluderer undervisning, kost og indkvartering i dobbeltværelse med bad og toilet på gangen. Ønskes dobbeltværelse med eget bad og toilet, er merprisen kr. 300 pr. person. Medlemmer af Idrætshøjskolens Elevforening får et tilskud på kr. 300.
Leje af sengelinned samt ét håndklæde er inkluderet i prisen. Det vil være en god idé at medbringe badehåndklæder.
Tilmelding
Tilmeld dig via www.ihs.dk eller kontakt skolens kontor 74421848. Når din optagelse er bekræftet, beder vi dig indbetale et depositum på kr. 1.000. Restbeløbet betales senest en måned før kursusstart. Ved tilmelding skal alle over 17 år vælge ét idrætsfag. Fagbeskrivelser for idrætsfagene kan læses længere nede på siden.
Ankomst og afrejse
Ankomst sker 25. juli i tidsrummet mellem kl. 15.00 og 16.00. Afrejse er 31. juli kl. 10.00.
Vi forbeholder os ret til små ændringer og tilføjelser. Det endelige program tilsendes ca. en måned før kursusstart.
Undervisere på kurset er bla.:
Adam Lasthein Mads Nielsen Martin Lindgren
Kenneth Pedersen Morten Hoff
Jeppe Brinck Roar Ibsen Kursusleder Marieke Brinck
Idrætsfagbeskrivelser
Tennis er for dig, der har lyst til at arbejde med dit tennisspil både teknisk og taktisk. Der vil selvfølgelig også være konkurrencer og kampe, både single og double. Nybegyndere og let-øvede er meget velkomne. Vi har gode faciliteter tæt ved højskolen. Tennis er socialt, sjovt og udfordrende.
(max 16 personer)
Beachvolley er for alle, der er vilde med en bold, fight, grin og høj intensitet. Vi har én af Danmarks største sandkasser med seks baner, så der er god plads til både nybegyndere og øvede. Vi skal øve slagene, men det primære i denne uge vil være, at vi skal spille rigtig meget, for det er det sjoveste!
Windsurfing på IHS er et hit. Skolen ligger lige ned til vandet, så grib chancen og se om sporten er noget for dig. Windsurfing henvender sig primært til begyndere og let øvede. For dig, der har prøvet sporten før, bliver der mulighed for at finpudse vendinger og lære nye tricks.
(max 14 personer)
Adventure er et fag, der består af kajak, mountainbike, O-løb og klatring. Vi skal nyde naturen omkring højskolen samtidig med at du får dig rørt. Det kræver ingen forudsætninger og højskolen har det nødvendige udstyr. Vi lægger niveauet efter deltagernes ønsker og færdigheder.
(max 30 personer)
”Vild med dans” er for dig der er glad for at danse og gerne vil blive bedre. Der skal danses alt fra tango til cha cha cha. Mød op med eller uden partner. ”Vild med dans” henvender sig primært til begyndere og let øvede.
Let-motion er for dig, der gerne vil bevæge dig lidt. Tilbuddet er primært for bedsteforældre eller forældre med skader. Let-motion vil bestå af forskellige tilbud f.eks. stavgang, petanque, lege, svømning og let gymnastik.
Gå til tilmelding for kurset Sportsweek for hele familien (25. - 31. juli 2010) FULDTEGNET
 Del siden på facebook
|